Stedet lå udenfor byen og bestod af en stor hal med en parkeringsplads foran. I den ene side af hallen var der to kontorer og en kantine for alle medarbejdere. I den store hal skulle arbejdet foregå hver dag fra klokken syv.
Han var blevet fyrre, men følte sig egentlig i topform. Selvfølgelig skulle han have et arbejde. Der var sket mange ting siden sidst, han var i branchen og nogle af redskaberne var udskiftet og moderniseret. Men grundlæggende var arbejdet jo det samme, så hvorfor ikke?
Hele fire gange havde han været i branchen før, men han havde svært ved at huske nogen detaljer. Måske var det alderen, der begyndte at spille ind. Der lå noget lurende et sted i hukommelsen om samtaler, som han ikke havde kunne lide.
Det skulle i hvert fald have en chance, sagde han, og lagde ikke skjul på, at han ikke var helt sikker på, at han kunne klare det. Chefen på stedet tøvede en smule skeptisk, men det var dejligt at aflevere bankkontonummeret med en forventning om, at nu gik han bedre tider i møde igen. Han vidste, at han skulle tidligt op på mandag og på arbejde, og så ville det ellers køre igen. Ind i rytmen og så ville han glemme sig selv og dagene gå. Problemerne ville melde sig om morgenen, men forsvinde når han igen tog fra arbejde om eftermiddagen. Så skulle han slappe af. Ligge på sofaen og se fjernsyn. Tænke på ingenting.
De skulle være to den første uge. Den anden var en del ældre og så lidt svagelig ud. Han kvikkede lidt op, da han så, at der kom en ekstra mand med.
- du skal bare tage det roligt, sagde han, og klappede kærligt på toppen af bunken af arbejde. Han beregnede den tid, de havde til rådighed med en anstrengt mine.
- bare slap af, sagde han og fortalte, at han havde en særlig ordning med chefen, der gav ham lov til at bruge den tid, han behøvede.
Han kunne godt lide at cykle og glædede sig faktisk til at få sin egen cykel. Sikke en fart man kunne skyde med sådan et monstrum! Han ville nok kunne håndtere cyklen elegant – stige af og på med værdighed og elegance – og hvis han fik travlt kunne han jo bare sætte farten på cyklen op.
Hans makker viste sig trods sin alder at være en god cykelrytter, han viste ingen tegn på overanstrengelse. Faktisk svedte makkeren overhovedet ikke, da de var færdige til frokost. Han, derimod, var temmelig udmattet .
- det vænner du dig til, sagde den aldrende mand.
- du skal bare cykle rigtigt, tilføjede han.
- teknik, nikkede han så eftertænksomt.
Problemet viste sig at være støttebenet, som drillede, når det blev slået tilbage. Det kom til at stikke ind i egerne, så det var umuligt at cykle. Han måtte justere med sine støvler ustandseligt. Han blev nok god til det en dag, men lige nu var han temmelig træt.
Ellers gik det meget godt. Han var snart flyvende på cykel og udførte de ordrer, som den gamle mand gav. Det var en æressag, og han havde jo prøvet jobbet fire gange før.
Der var den fordel ved at arbejde sammen med den ældre mand, at han kendte sine rettigheder og tog hensyn til sig selv og sit helbred. Derfor blev de færdige i nogenlunde god tid, og de tog ikke mere med ud end de kunne nå.
- om sommeren er det et dejligt job, sagde han og skrabede sneen af sine støvler.
- måske får du en god tur på landet til sommer, sagde han og missede lidt mod solen, som var stærk i vinterkulden.
Der gik et par dage, og han begyndte at glæde sig til at skulle arbejde alene, når ugen var omme. Egentlig var han ganske rar den gamle mand. De snakkede hyggeligt i pauserne, men det var, som om der var noget forkert ved at være to. Når han kom ud alene, ville han være ligesom alle de andre. Så ville hans læretid være forbi. Så ville det være slut med at skulle tage imod ordrer. Han ville være helt sin egen.
Det var et hårdt arbejde, han havde fået. Og meget, meget monotont. Han forstod ikke, hvordan hans makker kunne have lavet dette det meste af sit liv og stadigvæk være et menneske. Selv havde han det sådan, at han følte, han mistede lidt af sin person hver eneste dag. Til gengæld fyldtes han af glæden ved igen at have et arbejde og derved kunne glemme alle problemer. Han var simpelt hen for træt til at have problemer – og hvad var egentlig problemet, nu hvor han opfyldte sin manddomspligt ved at have et arbejde?
De havde en bil stående i nærheden, men det var faktisk hurtigere at cykle. Bilen brugte de til at komme til byen, som lå fem kilometer væk fra den hal, hvor de mødte om morgenen. De parkerede i en kælder i byen, hvor også cyklerne stod. Det vigtigste var at få en god cykel og ikke én, som var forkert indstillet eller snart ville gå i stykker. De nye medarbejdere fik som regel de dårlige cykler, mens de gamle nød respekt og fik lov til at beholde den gode cykel, som de med tiden havde vundet en særlig ret til.
Om fredagen sagde hans makker, at han skulle et ærinde med bilen, så han måtte klare arbejdet alene. Det overvældede ham fuldstændig. Alt det arbejde. Alene. Det var som at blive lukket inde i et mørkt rum uden mulighed for at slippe ud. Hvordan skulle han kunne klare alt det arbejde alene. Og hvad med makkeren. Skulle han bare arbejde, mens hans makker kørte sig en hyggetur i bilen?
Da makkeren efter en time kom tilbage, så han alvorligt på ham og satte hænderne i siden.
- Nu arbejder du sammen med mig. Vi ordner resten sammen. Og du bliver her. Har du forstået?
Makkeren nikkede stille og så afkræftet ud. Det virkede som om, han var indstillet på at parere ordre fra ham, selvom det måske burde være ham, som bare adlød. Makkeren var tilsyneladende mør og blød nok til, at man kunne gøre, hvad man ville med ham. Han dominerede af en eller anden grund fuldstændig situationen.
Han syntes selv, at det gik nogenlunde med arbejdet. Men tanken om, at han skulle klare det hele alene begyndte at bekymre ham. Selvom han glædede sig til selvstændigheden havde han alligevel en tvivl, men tog makkerens beroligende ord til efterretning.
Det blev sent. De blev færdige langt efter klokken fire, hvor det var begyndt at blive mørkt.
- Nu gør du vel dit arbejde ordentligt, sagde makkeren og smilte.
- Kan du se ordentligt?, spurgte han så.
- Her har du læst forkert på brevet.
Makkeren grinede lidt, som om han var fuldstændig ligeglad med arbejdet. Han hostede voldsomt og så træt ud. Det måtte snart være tid til pension.
Da det blev mandag gik han ind i hallen til makkeren. Alt var som det havde været ugen før. På makkeren var der intet nyt at mærke, han var allerede i gang med arbejdet og så nu imødekommende på sin lærling.
- Så skal vi i gang igen. Det bliver heldigvis en nem dag, der er ikke så meget arbejde.
De stod sammen ved reolen og begyndte at arbejde sammen. Der var noget galt, det vidste han. De sidste fire gange han havde haft dette arbejde, skulle en ny starte med en uge sammen med en anden, så blev man sluppet løs alene. Men denne gang skete der ingenting. Han havde faktisk ikke talt med chefen siden han blev ansat. Var han blevet for gammel?
De fortsatte med at arbejde sammen to om én mands arbejde. Makkeren så ud til at nyde, at der var én med på turen. Han fik lidt arbejde ad gangen overrakt af makkeren, og gjorde det bedste han kunne. Han anstrengte sig for at læse korrekt på kuverterne, men det skete alligevel, at makkeren måtte korrigere ham for at have læst forkert. Den slags sker jo, når man har travlt.
De deltes til sidst om arbejdet, så de blev hurtigere færdige. Han nød efterhånden at være kommet ind i en slags rutine og vidste altid, hvad han skulle gøre. Han havde en funktion at udføre og glemte nærmest sig selv. De andre medarbejdere var meget hjælpsomme og kørte ham fx til stationen, når det var blevet mørkt, før de blev færdige. Eller en kollega havde lavet noget af hans arbejde før han kom, så han kunne nå arbejdet. Flinke folk.
Der gik en uge til og én til og han arbejdede stadig sammen med makkeren, og følte det efterhånden som en skam at skulle have hjælp. På den ene side var det skamfuldt ikke at arbejde alene på den anden side var det trygt at være to. Og makkeren lod til at fornøje sig ganske godt i selskab, og han talte aldrig med andre end sin makker. Makkeren var hans chef.
En dag fik han at vide om morgenen af makkeren, at han skulle lave noget andet. Han var forbløffet. Men accepterede bare, hvad han blev sat til. Han fik en ny makker, og det gik egentlig ganske godt. Der var noget svært noget imellem, man hans nye makker sagde, at det var han ganske god til. Han var en slags ekspert på dette område og efterhånden kom de andre og spurgte, hvordan man skulle ordne dette.
- nu skal du se, sagde han og pegede på et kort, som han selv havde tegnet og lamineret. Så forklarede han udførligt, hvordan man gjorde, og gjorde sig stor umage i sine pædagogiske bestræbelser. Det tog tid at forklare hele sagen og efterhånden vidste alle, at hvis de spurgte ham, skulle de have god tid til at modtage en forklaring.
Det gik efterhånden godt med det nye arbejde. Han kendte efterhånden alle knebene og brugte dem gerne for at minimere den tid, han brugte på arbejdet. Det hørte med til at være god til arbejdet. Der var noget af arbejdet, som man bare kunne glemme. Nogle gange gjaldt det om at skaffe arbejdet af vejen i en fart, så ingen lagde mærke til, at han ikke nåede alt.
Når han kom hjem om eftermiddagen lagde han sig bare på sofaen og nød, hvordan kroppen var blevet brugt helt igennem. En tid stod foran ham, hvor han ingen problemer havde, han skulle skynde sig at nyde det så længe, han havde fri. Men det blev mest til at ligge på sofaen, fordi han var for træt til at se tv. Nogen gange satte han sig ved skrivebordet, men var for træt til at skrive. Når det var helt galt, kunne han ikke tale ordentligt i telefonen.
Men så skulle han på arbejde igen. Han kom nu lidt før de andre, for han havde fundet ud af, at han kunne vinde social anseelse ved at kompensere for sin langsomhed på denne måde. Det var alle indforstået med – de havde ligesom en skjult aftale.
Han slog ligesom fra, mens han var på arbejde. Vidste minut for minut hvad han skulle gøre. Der var brug for hans krop og hans kendskab til, hvordan dette arbejde skulle udføres. Det føltes bedre end at tage en pille, men havde samme virkning; han slappede af i kroppen og hovedet og tænkte på ingenting. Det var som at være en levende robot, og han forestillede sig, at jo mere robotagtig han var, des bedre var hans arbejde.
Der lå en dag en seddel på hans bord. Det var fra chefen. Kom ind på mit kontor. Chefen havde vist sagt noget til ham tidligere, men han havde travlt, så han kunne ikke huske alt. Chefen smilede heldigvis, så det kunne ikke være kritik af hans arbejde. Måske ville han spørge ham om noget. Chefen begyndte at tale om tidligere samtaler, de havde haft. Der skete så meget på en dag. Han var nået til konklusionen på sin lange enetale: Du skal ikke komme mere. Kvalitetsbrist. Ordet rungede i hans hoved. Kvalitetsbrist.
- Du har ikke gjort, hvad jeg har sagt, sagde chefen endelig.
- Giv mig din nøgle, sagde han så.
Tårerne begyndte at pible langsomt ned af hans kinder.
- jeg kommer aldrig mere, sagde han så og rejste sig.